Etablering af rekreativ plads i hjertet af København
Per Aarsleff A/S udførte i perioden 2014–2016 belægnings- og anlægsarbejderne på Kvæsthusmolen, der i dag udgør Ofelia Plads ved Skuespilhuset.
Projektet blev udført som en del af et større anlægsarbejde, der også omfattede en underjordisk parkeringskælder, og blev gennemført i et One Company-samarbejde mellem Anlæg & Byggeri og Fundering.
Arbejderne omfattede nedbrydning og nyetablering af kajanlæg, herunder installation af 375 meter forankret spunsvæg. Derudover udførte vi jord- og ledningsarbejder, håndtering af forurenet jord samt etablering af regnvands- og forsyningsledninger.
Den nye plads blev opbygget med insitustøbte, arkitekttegnede belægninger med karakteristiske riller udført med specialudviklet værktøj. Vi etablerede desuden en 1.700 kvadratmeter stor trappekonstruktion i egetræ samt specialdesignet pladsinventar i støbejern, stål og træ.
Projektet blev udført parallelt med flere andre entrepriser i området, hvilket stillede store krav til koordinering, logistik og løbende planlægning. Sideløbende med vores entreprise har Wicotec Kirkebjerg A/S, et andet af Aarsleff-koncernens selskaber, udført teknikentreprisen på Kvæsthusprojektet samt installationerne på vores del af projektet.